Bryllupsinspiration

Bryllup under corona – sådan gør I

Bryllup under corona – sådan gør I
Der er mange elementer der skal overvejes, når man skal planlægge den største dag i sit liv. Bryllupsplanlægning er uden tvivl fantastisk, men ofte også udfordrende på flere punkter – og så kom der corona oveni. Det gjorde lige det hele mange gange sværere. Men bare rolig, det er ikke umuligt. Det kan stadigvæk blive en lige så god dag, hvis man bare er villig til at ændre på enkelte dele af bryllupsfesten. Vi har sammensat en guide, som kan være med til at hjælpe jer, når I skal planlægge et bryllup under corona-pandemien.

God kommunikation
Først og fremmest er det vigtigt, at I har en god kommunikation med jeres leverandører og gæster. Der sker ofte ændringer fra myndighederne, og det er vigtigt, at I holder jer opdaterede både på reglerne for privatarrangementer, men også på reglerne for det sted I skal holde brylluppet, uanset om det er en restaurant, hotel eller forsamlingshus, da de har deres egne retningslinjer der skal overholdes. Myndighederne ændrer også med jævne mellemrum, hvor mange gæster der må samles til private arrangementer, som bryllupper. Derfor er det vigtigt, at I har en løbende kommunikation, så der ikke skulle ske nogen overraskelser. De fleste ville nok synes, at det ville være meget ærgerligt og frustrerende at skulle skære ned på sin gæsteliste et par dage før brylluppet, fordi man ikke har været i ordentlig dialog med sit bryllups-venue. I kan holde jer opdateret om regeringens corona-udmeldinger her www.sst.dk/da 

Det er ikke nok at have god kommunikation med sine leverandører. Det er mindst lige så vigtigt at holde sine gæster opdaterede. Der er med stor sandsynlighed mange der er bekymrede for smitterisikoen ved corona, og derfor er noget af det vigtigste at fortælle gæsterne, hvordan I har tænkt jer at mindske risikoen. I denne sammenhæng, er det vigtigt at informere alle inviterede om, at hvis der er nogen der føler sig syge, hoster eller lignende, så skal de blive hjemme. 

Traditioner og restriktioner
Til bryllupper er der er mange der er glade for buffet, og det kan også sagtens lade sig gøre, bare man husker, at der skal være en masse håndsprit, og eventuelt engangshandsker, hvis der er nogen der foretrækker det. Men samtidigt, vil det også være den oplagte mulighed, for at servere en smuk og lækker portionsanrettet hovedret. Hvis I har et ønske om, at der skal serveres snacks som chips og nødder, men ikke har lyst til de store klassiske fællesskåle, er det en idé at servere det portionsanrettet for eksempel i små syltetøjsglas.

Derudover kommer der de lidt mere kedelige restriktioner, som alle efterhånden er vant til at følge, men som man bliver nødt til at informere om alligevel. For at undgå, at ens gæster går smittede fra brylluppet, er man nødt til at holde den nødvendige afstand. Lav eventuelt markeringer til køen til toilettet, baren eller andre steder, hvor I ønsker afstand. Her er der mulighed for at gøre det på en sjov eller fin måde. Markeringen kan være i festlige farver og mønstre, eller I kan vælge at have en ballon svævende mellem gæsterne i køen. Det samme gælder håndspritten – lav fine og kreative skilte, som kan vise jeres gæster, hvor de finder den. Hvis I som værter finder det nødvendigt at have mundbind på, så gør det til en sjov ting. Få folk til at pynte deres mundbind med glimmer, pailletter og farver. I kan også bestille mundbind med jeres initialer og bryllupsdato på, som I kan dele ud til gæsterne. På den måde går det fra at være noget negativt og irriterende, til noget festligt og sjovt!

Sang er også en helt naturlig del af et bryllup. Det kan både være sange der er skrevet specielt til jer, af jeres venner eller familiemedlemmer, men det kan også sagtens være, at I selv har nogle sange der ønskes sunget. Det er også muligt, selv under corona. Ved aktiviteter som sang er der dog en langt højere smitterisiko, end når man blot taler sammen. Derfor er der her en oplagt mulighed for at komme ud og strække benene. Hvis I vælger at gå udenfor når der skal synges, er der mulighed for at stå med større afstand end indenfor. Det er også kun et plus for jeres gæster, at de kan komme ud og få noget frisk luft, og bevægelse i benene. Det er blot med til at skabe mere energi til når gæsterne igen skal ind og sidde til bords. Til bryllupper er der mange der har et ønske om, at der er live musik, og dette er stadig en mulighed. Det er dog vigtigt, at det ikke ender ud med et stort dansegulv og kinddans. Mange nyder musikken lige så meget fra en siddeplads, og ellers kan man skiftes til at få en plads på gulvet. 

Gæsternes sikkerhed
Det, at gæsterne føler sig trygge og sikre, er helt essentielt i disse tider. Derfor er det også yderst vigtigt, at I husker at informere jeres gæster om præcist, hvad de kan forvente, så man ikke risikerer, at nogen af ens gæster vælger at blive unødvendigt hjemme fra jeres bryllup. I forhold til bordplanlægningen, er det derfor også en mulighed at placere familiemedlemmer sammen, og dem som man allerede ved ser hinanden jævnligt. På den måde er man med til at skabe den nødvendige tryghed til brylluppet.

I denne sammenhæng er det også vigtigt, at man som værter husker på, at det er ok, at nogen vælger at blive hjemme. Selvfølgelig er det ærgerligt, hvis ens gode veninde eller tætte familiemedlem vælger at melde afbud. Her er det dog vigtigt, at man ikke glemmer, at denne corona-situation er noget helt specielt, og det er noget mange frygter at blive smittet med. Fortæl så i stedet disse gæster, at du glæder dig til at fejre brylluppet med dem en anden gang, hvor der ikke er en virus i vejen. Denne fejring vil stadig være præcis hvad den skal være – en fejring af jeres kærlighed. 

I kan finde yderligere inspiration til jeres corona-bryllup ved at følge Instagram hashtags, som for eksempel #coronawedding

Corona har gjort det kompliceret at holde bryllup, men det er langt fra umuligt, og det vigtigste er, at I får sagt ja til hinanden <3