Bryllupsinspiration

De største bryllupstrends i 2021

De største bryllupstrends i 2021
Bryllupper i 2020 har grundet corona utvivlsomt betydet mange op- og nedture, og store ændringer i bryllupsplanerne for rigtig mange brudepar. Vi håber nok alle på, at vi kommer ud på den anden side, til en normal hverdag uden alle de mange regler og restriktioner. Men er det muligt at gennemgå en så drastisk ændring, uden at det kommer til at påvirke fremtiden – også for bryllupper? Vi har set på bryllupstrends for 2021, for at give jer en fornemmelse af, hvilken bryllupstid vi går i møde.

Kreativitet med gæstelisterne og brugen af teknologi
Under corona har mange brudepar valgt at skære ned på deres gæstelister, for at mindske smitterisikoen og for at holde sig indenfor reglerne om forsamlinger og arrangementer. Af samme grunde, er parrene også begyndt at dele deres bryllup op, så det bliver holdt over flere omgange. Det kan både være over flere dage, men det kan også være, at man har delt sine gæster op, så de kommer i forskellige tidsrum på den samme dag. Derudover er det også blevet meget populært, at livestreame sit bryllup. På denne måde får man inkluderet de gæster, som ikke kan eller ønsker at deltage fysisk, på grund af frygten for at blive smittet med virussen. Det ses, at brudeparrene bliver mere og mere kreative, for at kunne inkludere så mange som muligt virtuelt. For eksempel er der flere af parrene, som opretter Facebook-grupper, hvor gæsterne kan skrive og interagere med hinanden under ceremonien og festen. På den måde kan de der sidder derhjemme, stadigvæk være en del af bryllupsfesten. Det vil helt sikkert betyde, at vi vil se flere små og intime bryllupper i fremtiden. 

Bryllup i hverdagene
I toppen over bryllupstrends i 2021 ligger hverdagsbrylluppet – og det behøves slet ikke være så kedeligt, som det lyder. Mange par har på grund af pandemien været nødt til at rykke deres bryllup frem til 2021. Det vil også sige, at der kommer et langt større pres på bryllupsindustrien i de kommende år, hvilket vil betyde, at det bliver sværere at finde en dato, hvor venue, catering og andre leverandører er ledige. Derfor er der mange der ender med at vælge at holde deres bryllupsfest på en hverdag. Her er det vigtigt at huske på, at når I er i så god tid, så har jeres gæster også mulighed for at nå at bede om fri til dagen, og eventuelt dagen efter. Det bedste ved at holde jeres bryllup i hverdagen er, at I kan spare mange penge. Weekenderne bliver altid booket først, og derfor er det naturligvis dyrere at holde brylluppet der.

Personlig service i stedet for trængsel ved buffeten
Selv ved sit eget bryllup, skal man holde afstand til sine gæster. Dette betyder selvfølgelig, at det bliver sværere at have den klassiske buffet til bryllupsmiddagen. Det, at vi skal holde afstand og undgå steder med for meget trængsel, er noget, som er blevet så integreret en del af den måde vi fungerer på, at det helt sikkert vil have en betydning for bryllupperne i 2021. Personlig betjening er det nye. Derfor vælger mange at have små portionsanrettede skåle med snacks eller lignende, i stedet for at alle gæsterne står og graver i den samme store chips-skål.

Flere par vælger bryllup på restaurant
Gæstelisten er blevet kortere, og flere brudepar vælger den personlige betjening frem for buffeten. Dette er noget, som passer perfekt til et bryllup på en restaurant. Der er også flere andre fordele ved at fejre den store dag på en restaurant. Det bliver ofte mere intimt, man kommer hinanden mere ved (selvom der holdes afstand), og den lækre mad og drikke er allerede på stedet.

Pynten og dekorationerne bliver større og vildere
En af grundene til, at pynten og dekorationerne bliver større og vildere i 2021 er, at fremover vil en større del af brylluppet foregå virtuelt. For at være sikker på, at gæsterne kan mærke stemningen i lokalet, er det nødvendigt at gøre det hele lidt større og vildere, så pynten er nemmere at få øje på gennem kameraet. Hvis man ser bort fra corona, er de vilde dekorationer stadigvæk noget, som bliver mere og mere populært. Balloner, store blomsterdekorationer, mange farver og pynt på væggene, er noget vi kommer til at se mere, end vi har gjort tidligere.

Musik og underholdning kommer til at spille en større rolle
Brudeparrene finder på mange kreative måder, som de kan underholde deres gæster på. Det, at gæsterne er bundet til bordet det meste af aftenen betyder, at der kommer større fokus på musikken og underholdningen til bryllupsfesten. Det bliver nemt en lidt lang og ensformig aften, hvis der ikke kommer et friskt pust i form af enten et band eller en slags underholdning. Brudeparrene bliver mere og mere kreative. Nogle par vælger at gå all in med dansere, en komiker, en maler eller et live band. Mulighederne er mange.

Goodiebags er nu både sjove og funktionelle
Mundbind og håndsprit er det seneste nye. Mange brudepar vælger at lave en lille goodiebag til deres gæsterne når de kommer. Før corona indeholdt denne måske et par Panodiler, en snack og en cola til tømmermændene dagen efter, men i dag er det personlige håndsprit og mundbind der hitter. Det er blevet så integreret en del af folks tankegang, at det helt sikkert vil fortsætte ind i 2021. Derudover er folk også blevet så corona-kreative, at de vælger at designe deres egne mundbind. Ikke bare til dem selv, med egne initialer, men også til alle gæsterne. Det hele bliver udført i stil med brylluppet, og ofte bliver det givet i små fine bokse eller papirsposer, i stedet for bare at stille det hele i en stor kurv.

Nostalgi er det nye
Det sidste nye vi kommer til at opleve i 2021, er nostalgi og inspiration fra gamle dage. Dette ment som, at det er blevet meget normalt at trække på elementer fra ens barndom eller ens forældres barndom. Det er noget, som også er set førhen, men som stadigvæk er i udvikling. Mange par finder det sjovt at servere drinks, som man bare elskede i sin barndom eller ungdom. Eller måske man vælger at få serveret sin barndomslivret til hovedret, selvom den måske ikke er så fin eller bryllupsagtig. Måske desserten skal være den, som I fik på jeres første date, for otte år siden? Det hele er med til at skabe netop den stemning man ønsker til sit bryllup – tryghed og kærlighed. 

Vi glæder os til at opleve 2021 bryllupperne sammen med jer!