Den perfekte bordplan til brylluppet

Den perfekte bordplan til brylluppet

Den perfekte bordplan til brylluppet
Står I og skal til at lave bordplan til jeres bryllup? Synes I også, at bordplanen virker som en uoverskuelig opgave? Alle skal gerne hygge sig og sidde sammen med nogen, de kan have det sjovt med under hele bryllupsmiddagen, men hvem skal sidde hvor, og hvordan gør man alle glade? Her har vi her samlet jer en masse tips og idéer til, hvordan det kan gøres, når I skal lave bordplan til brylluppet. Forhåbentlig kan det være med til at give jer ro i maven omkring dette afgørende punkt i bryllupsplanlægningen.

Hvorfor er bordplan til bryllup en god idé?
Brylluppet vil utvivlsomt være en af de største dage i jeres liv. I har haft mange drømme og ønsker, og derfor skal dagen selvfølgelig forløbe præcis, som I altid har drømt om. Derfor er det også en god idé at bruge tid på at få lavet den perfekte bordplan. Med denne kan I være med til at sikre jer, at gæsterne hygger sig, og sørge for den gode stemning.

Til et bryllup, kommer man til at tilbringe mange timer ved bordet. Det drejer sig både under middagen og talerne. Det er derfor vigtigt, at I ved hjælp af bordplanen sørger for, at jeres gæster hygger sig og har en dejlig dag, så ingen føler sig udenfor eller alene. I får også en meget bedre bryllupsfest, når I kan se, hvor meget jeres gæster hygger sig. En dårlig bordplan, kan desværre betyde det modsatte.

Dette kan måske virke en smule skræmmende, men det er slet ikke så slemt, hvis I tager det stille og roligt. I kender jeres venner og familie, og I har helt sikkert en idé om, hvem der vil fungere perfekt sammen, og hvem der måske ikke er det bedste match. Det vigtigste i sidste ende er, at I får en fantastisk fest, og det samme gælder jeres venner.

Få styr på jeres venue – hvordan skal bordene stå?
Før I går i gang med at lave bordplanen, er det vigtigt, at der er styr på hvilke borde jeres venue tilbyder. Skal I sidde ved runde eller firkantede borde? Skal I sidde ved langborde eller i den populære hesteskoform?

Hvis I har valgt at gå med de runde borde, så kan der typisk sidde mellem 6 og 10 gæster. Der kan dog være lidt forskel på størrelserne fra sted til sted, og derfor er det vigtigt, at I forhører jer med stedet, hvor festen skal holdes. Fordelen ved runde borde er, at alle gæsterne ved bordet kan tale med hinanden, og samtidig giver det et smukt og romantisk look, som kan være med til at skabe den intime og hyggelige stemning.

Hvis I derimod vælger at gå med firkantede borde, er der flere forskellige bordopstillinger at vælge imellem. Hesteskoen og aflange borde, kan være med til at skabe en mere afslappet stemning, hvis man ønsker, at det bliver mindre formelt. Denne opstilling kan dog også være med til at skabe en fantastisk stemning, og man kan se alle gæsterne, når der bliver skålet og holdt taler.

Hvilken bordopstilling der er den bedste til et bryllup, er der delte meninger om. Der er mange meninger om, hvilke borde der bedst skaber mulighed for at gæsterne kan tale sammen. Tal evt. med jeres venue – de har helt sikkert nogle gode idéer.

I finder en masse fine venues her https://www.weddii.com/venues

Sådan laver I bordplanen
Til et bryllup er der et utal af traditioner, og det samme gælder, når der skal laves bordplan. Helt traditionelt, så er der hovedbordet, hvor brudeparret sidder i midten. Til højre for bruden sidder brudens far, og hun har gommen på sin venstre side. Ved siden af brudens far, sidder gommens mor. Brudens mor sidder ved siden af gommen, hvor gommens far sidder ved siden af hende. Det er den helt klassiske måde at placere hovedbordet.

I dag er der dog sket en ændring i familiestrukturen, og det er slet ikke ved alle bryllupper, at denne bordplan vil være optimal. Der findes skilsmissefamilier, hvor begge forældre har fået nye partnere. Der kan være forældre der mangler og nye forældre der er blevet en del af familien. Derfor skal det hele selvfølgelig tilpasses præcis jeres situation. Det er dog en god tommelfingerregel, at jo tættere familie det er, jo tættere på jer skal vedkommende sidde.

Resten af selskabet – hvem skal sidde hvor?
Efter at I har fået placeret det store højbord med jer i centrum, er det tid til at vælge pladser til resten af jeres familie og venner. Jeres bedsteforældre placeres som oftest umiddelbart efter jeres forældre, hvorimod søskende er en del af de resterende gæster. Der er selvfølgelig mange der vælger ikke at følge traditionerne, og det er altid en mulighed, blot at tage det fra traditionerne, som man synes passer til ens egen bryllupsfest. Nogle brudepar har et ønske om at sidde blandt deres bedste venner, og så er det selvfølgelig det man skal gøre.

Når I skal til at placere jeres gæster, er det vigtigt, at I tænker over deres ligheder, forskelle, humor og opførsel – også hvordan de opfører sig, når de har fået noget indenbords. Her er det også en idé, at man ikke placerer en ven der ikke rør alkohol, ved siden af veninden, som altid går under inden midnat. Hav alt dette i tankerne, inden I beslutter jer for bordplanen.

Samtidig er det også altid en god idé at blande gæsterne ved bordene. Det skal ikke være en hel gruppe af de bedste venner ved det ene bord, eller festaberne ved det andet bord, da man risikerer, at det tager fokus og skaber en form for ubalance. Det er en god idé at blande vennegrupper, og mænd og kvinder. En god tommelfingerregel er, at alle kender minimum en ved bordet, så man ikke risikerer, at de føler sig helt overladt til fremmede mennesker. Derudover er det også altid en god idé, at man ikke placerer alle par ved siden af hinanden, da det ofte kan komme til at lægge en dæmper på festen.

Introducer gæsterne til hinanden
Sæt gang i samtalerne med små hyggelige selskabslege ved bordet, eller skriv på små sedler, hvilke ting de har tilfælles eller sjove anekdoter, som kan være med til at hjælpe samtalerne lidt på vej og samtidig fungere perfekt som icebreaker. Det er hyggeligt at sidde og skrive disse små sedler med minder, og hvis det samtidig kan være med til at skabe en løsere stemning er det helt klart det hele værd.

Dette skal I undgå
Når I sidder og laver bordplanen til bryllupsfesten, er der helt klart nogle ting, som I skal undgå, og have med i jeres overvejelser. Som nævnt tidligere, er det en god idé ikke at placere alle jeres festglade gæster ved samme bord, men det er samtidig heller ikke muligt for kun én humørbombe at trække hele selskabet op. Det er derfor vigtigt, at I blander de ind- og udadvendte gæster.

Hvis der er gæster, som I ved har meget forskellige holdninger, så placer dem ved forskellige borde. Der er ingen grund til at løbe risikoen om vilde diskussioner og uenigheder ved bordet, som kan skabe dårlig stemning ved samtlige borde.

Man vil altid stå med et par gæster, som man simpelthen ikke ved, hvor man skal placere, men lad vær med at lave et bord udelukkende bestående af disse. Prøv i stedet at placere dem ved de resterende borde.

Gør det til noget hyggeligt at skulle lave bordplan
Som sagt tidligere, kan det virke som en umulig opgave at udarbejde den perfekte bordplan, men fat mod, og gør det til en hyggelig ting, som I kan lave i samarbejde. Lav lidt lækkert at drikke og nyd jeres yndlingssnacks, mens I sætter sammen og rykker rundt. Det vil betale sig i sidste ende, når I står med en perfekt bordplan, som vil være med til at skabe jer den perfekte bryllupsfest, som I altid har drømt om.

Til sidst er det vigtigt at nævne, at ingen måde er mere rigtig at gøre det på, uanset om I vælger at gå med alle traditioner, udvalgte traditioner, eller slet ingen. Gør det på jeres måde, så i ender ud med præcis det bryllup, som I altid har drømt om.